Interview: Patrick Teglstrup Rasmussen – “Ham fra Coolstuff…”

De fleste kender ham som ham fra Coolstuff, men kun de færreste ved, at han rent faktisk har flere år på bagen inden for den danske onlinescene. Selv betegner han sig  som en dedikeret iværksættertype, der går helhjertet ind til alt, hvad han rører ved – og så er han ikke bange for nye udfordringer.

Jeg har stillet  Patrick Teglstrup Rasmussen en række spørgsmål om livet som e-købmand:

Hvem er Patrick T. Rasmussen?

Rigtig godt spørgsmål. Jeg er nok mest “kendt” som “ham fra CoolStuff.dk”, der sælger alt det, du ikke har brug for; men alligevel så kan du ikke lade være med at købe det. Men jeg er faktisk efterhånden en ikke så ung gut på 26 år fra Roskilde/Greve, men er i dag bosat i København, og jeg har en AP degree i Marketing Management fra Roskilde Business Academy – og så brænder jeg for online marketing og har svært ved at forstå, hvorfor man vil lave en offline kampagne der ikke kan måles.

Personligt har jeg ikke været den store fan af lange uddannelser, men da flere af mine fars venner fortalte mig at hvis jeg fik en uddannelse, så ville der også være et job til mig, valgte jeg at tage en kortere videregående uddannelse, AP degree i Marketing Management.

Jeg vil betegne mig selv som en iværksættertype, uden at være en iværksætter. Når jeg går ind i et projekt, så gør jeg det 112% med dedikation og passion ligesom en iværksætter. Jeg er typen, som ikke holder fri, når jeg forlader kontoret, jeg er altid på arbejde – Always on!, da mit arbejde er min hobby!

Mit arbejde er min hobby!

Gennem næsten hele min opvækst har mine forældre været selvstændige med en række forskellige virksomheder (Umates, Uniflip, Uniclickr etc. – der alle er aktive idag). Det har været nok lidt atypisk opvækst i forhold til en alm. familie med forældre der arbejder fra 9-17, mine forældre har altid arbejdet (24/7) også selvom vi har været på ferie.

Samtidig har jeg altid lært at man skal yde før at man kan nyde, hvilket jeg virkelig har taget til mig og har altid haft drømmen om at have “mit eget” som mine forældre, men jeg kunne også se at gennem mine forældre at var noget som krævede blod, sved og tårer.

Hvordan startede din karriere?

Siden jeg var omkring 14 år har jeg altid været lidt af en “købmand”, jeg har solgt alt fra engangslightere, sokker, a/c adaptere, pocketbikes og mange andre ting, som var hentet hjem fra Kina, nogle af produkterne var i en forfærdelig kvalitet, mens andre fungerede rigtig godt. Alle produkterne blev solgt på QXL. Det var en fest dengang på QXL, hvor deres priser var meget lave!

Så siden jeg var helt ung har jeg altid haft interessen for at købe og sælge og specielt online, jeg var dog bare ikke klar over at det var e-handel jeg havde gang i dengang.

siden jeg var helt ung har jeg altid haft interessen for at købe og sælge[...]

I forbindelse med min uddannelse (AP Degree) skulle jeg bruge et praktiksted der ville have mig i 3 måneder uden løn. Jeg tænkte straks på SPAMfighter, som var ejet af Henrik Sørensen og Martin Thorborg, jeg havde nemlig hørt at deres arbejdsplads var fantastisk! Jeg kontaktede Henrik, som jeg havde lært at kende gennem min far og spurgte ham om et praktikophold. Henrik tøvede ikke et sekund og sagde ja med det samme!

Efter de 3 måneder var gået og mit praktikophold var endt, så kaldte Henrik mig ind i hans berygtede grønne sofa og tilbød mig, at jeg kunne blive fastansat. Jeg blev super glad, da jeg virkelig elskede at arbejde for virksomheden, og her blev jeg i lidt over 3 år.

… og hvad så med Coolstuff?

Pludselig manglede CoolStuff en ny Country Manager i stedet for Nikolaj Astrup. Jeg havde kun hørt positivt om virksomheden og at der var masser af muligheder for at teste forskellige ting af. Jeg tænkte at det var en fed og samtidig spændende udfordring, da jobbet foregik i Sverige og det ville hjælpe på min personlige udvikling - så jeg sprang på og takkede ja tak!

Nu, efter lidt over et år hos CoolStuff, har dig åbnet sig en udfordring og mulighed. Jeg er blevet tilbudt en stilling hos Unisport.dk, der sælger fodboldstøvler, løbesko og meget andet, som “Head of Online Marketing”. En virksomhed jeg har elsket og set op til i mange år, så jeg tænkte derfor ikke længe over det og takkede selvfølgelig ja!

Kan du beskrive dit nye job?

- Hvad laver en Head of Online Marketing hos Unisport?

Før min ansættelse har Unisport haft outsourcet deres online marketing (SEO, SEM etc. etc.), men har nu taget den beslutning at bygge deres efter team op inhouse. Det er her jeg kommer ind i billedet – jeg kommer til at sidde med ansvaret for alle lande, men da det er en ny afdeling, er det blot mig til at starte med, men jeg håber at vi kan bygge et stærkt team op i fremtiden.

Mine daglige arbejdsopgaver er ikke fastlagt endnu, men én ting er sikkert; jeg kommer til at arbejde endnu mere fokuseret på det jeg elsker, online marketing!

Hvorfor valgte de dig til jobbet?

Jeg håber det er fordi de kunne mærke min erfaring og passion for online marketing, samt e-handel. Men hvis du skal have et klart svar, så skal du have fat i Filip, som er direktør hos Unisport - det kan jeg desværre ikke give :-)

Hvor ser du dig og Unisport om 5 år?

Jeg arbejder hos Unisport, hvor vi har bygget et stærkt internationalt team op og er på vej til at blive, hvis ikke allerede vi er det, den største leverandør af fodboldudstyr i Europa!

Hvad er det bedste ved at arbejde med e-handel?

Det bedste ved at arbejde med e-handel er helt klart at jeg kan arbejde overalt, ligemeget hvor jeg befinder mig i verdenen. Et eksempel; de seneste 3 år har jeg været i mine forældres sommerhus i Marbella, Spanien, i én måned af gangen, her har jeg udført mine daglige arbejdsopgaver og projekter. Det kan man vist ikke som frisør eller butiksmedarbejder…

- og hvad er en god arbejdsdag for dig?

At sparke større projekter igang, som man har arbejdet længe på og at det viser sig at være en succes, som tjener penge fra første dag!

Hvilke netbutikker handler du selv i

Jeg er nok en type der shopper lidt rundt, men webshops hvor jeg har handlet flere gange:

  • Nicehair.dk – Hårvoks og shampoo.
  • Hardcasa.dk – Niche tøjbutik med et overskueligt udvalg og gode tilbud.
  • Elgiganten.dk – Næsten altid billigst på elektronik; og så har de en fin reklamationsafdeling.

- og hvor finder du inspiration?

Jeg stjæler med arme og ben! Men prøver så vidt muligt at få inspiration fra udlandet og gerne en blanding af niche websites og de helt store, men jeg kan nævne lidt her: Zappos.com, Smartguy.dk, Miinto.dk.

Har du et godt råd til andre, der kunne tænke sig at arbejde med e-handel?

Netværket er rigtig vigtigt i den her branche. Jeg vil mene at hvis man har et godt netværk, så kan du også få succes! Jeg tror ikke, jeg ville kunne stå der hvor jeg står idag, hvis jeg ikke havde mit netværk.

Et andet råd: At arbejde med e-handel er ikke et 9-17 job, hvis du virkelig vil gøre det rigtig godt. Der sker konstant ændringer og derfor skal du kunne tilpasse dig forholdsvist nemt og ikke være bange for nye udfordringer hele tiden.

1000 tak til Patrick for at ville deltage i interviewet ! – og al held og lykke med det nye job som Head of Online Marketing hos Unisport.

Kunne du lide indlægget? Læg en kommentar eller tilmeld dig nyhedsbrevet for at få besked ved nye skriverier på bloggen... Og husk da også at dele det med dit netværk på Twitter og G+ :-)


Skriv et svar